Udadvendte/indadvendte øjenlåg
Øjenlåget fungerer som vinduesviskeren i bilen. Hvis vinduesviskeren slides, samles snavs på bilens rude, og udsynet bliver dårligt.
Øjenlåget skal således ligge stramt an mod øjet så:
- øjet smøres med fedtstof fra kirtler i øjenlåget - øjets overflade renses for bakterier og snavs - tårerne drænes gennem tårepunktet til afløbet
Aldersbetinget slaphed af bindevæv kan ikke sjældent give fejlstilling af det nederste øjenlåg. Øjenlåget holdes udspændt af senebånd i siderne. Hvis båndene bliver slappe, får øjenlåget hængekøjefacon. Hvis bindevæv i dybden også bliver slapt, kan selve øjenlåget dreje enten væk fra eller indad mod øjet. Så får man ofte problemer med irritation, røde øjne, tåreflod, hyppige betændelser og måske smerter.
Specielt ved indadvendte øjenlåg kan øjenhårene kradse på hornhinden, så synet skades, og det er da nødvendigt med operation.
Operation:
Operationen foregår ambulant i lokal bedøvelse. Efter operationen får man en klap for øjet, der skal sidde 1 døgn. Man skal tage det med ro de første uger for at undgå blødning. F.eks. må man ikke dyrke sport eller anstrenge sig, mens såret heler. Opheling af sårene tager 2 uger, misfarvning af huden 2-3 uger, mens hævelsen kan vare op til flere måneder. |